Noget om plakater.

 

For øjeblikket ser bybilledet ikke helt ud, som det plejer. Fra hver en lygtepæl vajer plakaterne, eller hænger, eller flagrer eller flyder. Lygtepælene blev frigivet 23. oktober, og allerede nu ser mange plakater ud, som havde de hængt der i årevis. Det danske vejr er ikke plakatvejr. Meningerne om plakaterne er delte. Det er de blandt de borgere, som skal se på dem, og det er de også blandt de politikere, hvis kontrafej for øjeblikket er til offentlig beskuelse.

Plakattiden er inddelt i 5 faser.

Første fase er fasen for overvejelse og beslutning. Hvem vil op og hænge? Hvem skal tage foto til plakaten? Skal hele kandidatholdet fotograferes af samme fotograf for den gennemgående linjes skyld, og i så fald af hvem? Kan gamle plakater genbruges? Etc. Den enkelte kandidat må også gribe i lommen. En plakat koster 28 kr. incl. moms – i hvert fald hos de trykkere, jeg kender, og der skal 2 stk. til en lygtepæl.

Når beslutningen er truffet, og plakaterne bestilt, kommer fase 2. Plakaterne skal op! Hver eneste plakat, som ikke ender i en lygtepæl, betyder spildte penge. Det er et stort logistisk cirkus. Man skal helst have en landmand med en tom lade eller en anden erhvervsdrivende med et tomt lager eller værksted. Plakater fylder, og en almindelig garage til et almindeligt parcelhus er ikke til større nytte end en rejsekuffert. Når plakaterne er afleveret på paller til lageret, skal de pakkes og strippes. Plakaterne skal ud af indpakningen og samles 2 og 2, ryg mod ryg med to strips pr. sæt. De således sammenholdte plakater skal lastes på trailere eller i varevogne, som skaffes til veje gennem medlemmerne. De skal pakkes med omhu. Til hver trailer eller varevogn er udarbejdet en rute, som er beskrevet på et kort. Kandidater til den pågældende rute udvælges med af valgudvalget, så de kommer op at hænge i de dele af kommunen, hvor deres chancer for valg skønnes størst. Her er store følelser på spil, og valgudvalget må udvise stor konduite og stort diplomati. Dette store pakkearbejde foregår ofte i måneskin, i lave nattemperaturer i åbne lader og med valne blåfrosne fingre og rindende næser.

Alt skal være klart til dagen og på klokkeslæt, altså 23. oktober kl. 12.00 i år. Kandidater, private hjælpere, partimedlemmer, unge såvel som gamle, kører i løbet af formiddagen i lange karavaner ud fra lageret til lokationerne. Udover plakater medbringer man teleskopstiger, tænger, arbejdshandsker, ekstra strips og forfriskninger til den lange dag. Det går over stok og sten. Alle vil op i lygtepælene på de gode steder. At komme først til en lygtepæl, er ikke nødvendigvis nogen fordel. Nye plakater anbringes under de første, som dermed skubbes op ad lygtepælen. De øverste sidder lidt løst og kommer til at svaje hid og did for vinden. Det kan enhver overtyde sig om.

Når alle plakater er oppe, kommer fase 3. Det er her, vi aktuelt befinder os. Skønt alle plakatopsættere er informeret grundigt om reglerne for ophæng, sker det alligevel, ar regler overses. Så dumper der mails med slet dulgte trusler fra Vejdirektoratet ind i postkassen. Der hænger en plakat ved en rundkørsel. Eller der hænger en på en vejstrækning, hvor man må køre mere end 60 km/t. Der skal rettes op på forholdene inden 24 timer, ellers falder bødehammeren. Borgerne er også oppe på mærkerne. Mere eller mindre venlige henvendelser om plakater, der hænger for lavt eller på andre måder er generende, er daglig kost.

Efter valget følger fase 4. Nu skal plakaterne ned. Man skulle tro, det var let, for enhver kan vel huske, hvor man har hængt op, og dermed hurtigt få egne plakater ned igen. Det går tilmed hurtigere at klippe ned end at hænge op. Men så let går det ikke. Uanset hvor omhyggelig man er, hænger der altid en eller anden plakat tilbage. Plakater, der ikke bliver hentet inden den af kommunen udmeldte frist, bliver hentet af kommunens entreprenørenhed  til en uhyggelig høj stk.pris. Vistnok 245 kr.

De nedtagne plakater bliver kørt til forbrænding, med mindre kandidaten udtager sine egne mindst medtagne plakater til genbrug.

Jeg husker mine første to valg som spidskandidat for De Konservative. Der var ingen plakatophængning i kommunen. Derimod var der på udvalgte steder opstillet store rammer med plads til en plakat til hvert enkelt partis spidskandidat. Den situation blev brat ændret, da Venstre fik vedtaget et lovforslag, som forhindrer en kommune i at forbyde plakatophæng. Siden da har plakatkrigen raset. Når det ene parti hænger op, tør det andet ikke lade være. Jeg håber, at Aalborg Byråd i næste samling vil nå til enighed om at vende tilbage til den gamle praksis. De ressourcer, der går til, er ude af trit med alle partiers ønske om grøn adfærd.

Og hvis jeg skulle glemme enkelte af mine 1000 plakater efter 16. november, vil jeg være taknemmelig for en håndsrækning med nedtagning.