Region

Regionerne


For en konservativ politiker kan diskussionen om indholdet i den regionale politik ikke adskilles fra debatten om den regionale struktur. Det var en klar konservativ holdning op til kommunalreformen i 2007, at de tre administrative og skatteudskrivende lag: stat, amt og kommuner skulle erstattes af to lag. Det var vores opfattelse, at vi herved kunne etablere en struktur, som ville gøre opgaveløsningen enklere, mere hensigtsmæssig og ikke mindst billigere.


Vi fik som bekendt afskaffet det ene skatteudskrivende lag: amterne, men vi har stadig tre administrative lag, og siden etableringen af regionerne har der været en fortløbende diskussion om snitfladen mellem kommuner og regioner og mellem regioner og stat. Regionerne varetager tre store opgaveklumper: Sundhedsopgaverne, som langt den største klump; sygehuse og primær sundhedstjeneste. Hertil kommer de højt specialiserede tilbud inden for såvel det sociale område som undervisningsområdet samt den lidt diffust afgrænsede opgaveklump, der kaldes ”regional udvikling.”


Hvad skal der ske med sundhedsområdet?


Man kan sikkert godt overlade den primære sundhedstjeneste til kommunerne. De vil være de nærmeste til at slås for dækning af lægemanglen i yderområderne, og den primære sundhedstjeneste er vital for kommunerne i arbejdet med forebyggelse og genoptræning. Men hvad med hospitalsvæsenet? Kan man forestille sig det udviklet og drevet uden regional politisk indflydelse? Hvis man udelukkende betragter et hospital som en virksomhed, er svaret ja. Man kan sagtens forestille sig hospitalerne drevet under en ansvarlig professionel bestyrelse. Men et hospital er meget mere end en virksomhed. Den er en vidensinstitution, en kæmpearbejdsplads, en driver for den erhvervsmæssige, økonomiske og generelle udvikling i den region, hvori det ligger. Vi ved, at vi aldrig havde fået det nye universitetshospital til Aalborg eller til Aalborg øst, hvis ikke stærke lokale og regionalpolitiske kræfter havde arbejdet for det. Vi havde heller ikke fået et universitet eller en lægeuddannelse. Kald det ”region,” eller kald det hvad som helst, men et hospitalsvæsens overordnede ledelse skal være politisk.


Vi stiller op

for de konservative

til Regionsrådet

Sygehusene

Almen praksis

Specialområdet

Det danske sundhedssystem hviler på en forudsætning om, at alle har adgang til at få tildelt en alment praktiserende læge. Den praktiserende læge som ”gatekeeper” til det specialiserede sundhedssystem og som den, der samler trådene om den enkelte patient er afgørende for, at hele vores sundhedsmodel holder.


I landets yderområder har det imidlertid gennem de senere år knebet med at få afsat det aftalte antal ”ydernumre.” Et ydernummer er en adgang for en læge til at praktisere med honorardækning fra Regionen i henhold til overenskomst. I Aalborg har problemet været størst i den østlige og den nordøstlige del af kommunen, men hidtil har det været muligt at sikre alle, herunder også de mange nye studerende, der hvert år kommer til byen, en egen læge. For Konservative er dette meget afgørende.


I regionen uden for Aalborg vokser problemet. I Thy driver Falck Healthcare nu klinikker to steder. I Pandrup driver regionen selv en klinik. Nye "dækningsløse områder" må forudses.


Det er en ulykkelig situation, som skyldes, at der gennem mange år er uddannet alt for få speciallæger i almen medicin. Desuden har regionerne været alt for lidt fleksible og har udvist alt for ringe forståelse for de praktiserende lægers situation.


Hvis vi skal undgå, at "egen læge" bliver et gode, som er forbeholdt folk i de større byer, er det nu, der skal handles. Overenskomsten rummer masser af muligheder for kreative løsninger. Etablering af regionale klinikker med regionalt ansatte læger må ikke blive andet end en nødløsning.


Det danske familielægesystem er utrolig billigt og af høj kvalitet. Andre lande misunder os det. Vi må ikke sætte det over styr af begejstring for mere ”fancy” og tillokkende specialer for yngre læger, og regionerne må holde op med at betragte den praktiserende læge som det ustyrlige fremmedlegeme i systemet.