Lige børn leger bedst.

For et par uger siden udkom på Gyldendal en bog, som hedder "Rige børn leger bedst," et portræt af det danske klassesamfund. "Nå," tænker man - med en ærgerlig tanke på den smagløse parafrase over den gamle talemåde "Lige børn leget bedst," - "så er der atter en håndfuld socialister, der har spist af misundelsens giftige brød, så de herefter hverken kan smage sødt eller salt, men udelukkende surt og bittert. Velbekomme til læseren! "

Men denne bog, hvis titel var mig en overraskelse, havde jeg nu imødeset med en vis interesse, idet jeg selv er interviewet til den, nærmere betegnet til bogens kapitel 5, der ikke uanbragt hedder "Rige børn lever længst." Kapitlet følger op på TV-udsendelsen fra 2016 "En syg forskel," der dokumenterede forskellen i sundhed, herunder levealder, på de to bydele Aalborg Øst og Hasseris. Som politiker i Aalborg Byråd og Nordjyllands Regionsråd kender jeg naturligvis til denne situation, og ligesom - det er jeg overbevist om - hver eneste politiker i disse to råd finder jeg det beskæmmende indtil det fortvivlende, at forskel i sociale levevilkår banker igennem på alle parametre, også i sundhed og livslængde. Er der noget, som vi alle anser for et fælles udgangspunkt for vores demokratiske samfundskonstruktion, og er der noget, vi kan enes om, er det, at alle borgere skal have samme tilbud med hensyn til sundhedsydelser, i samme høje kvalitet vel at mærke. Men samfundets medicin virker åbenbart ikke lige godt på patienterne i Hasseris hhv. Aalborg Øst, så hvorfor denne ærgrelse over titlen "Lige børn leger bedst?"

Det skal jeg prøve at svare på. Det er simpelthen løgn! Det har jeg jo lov at mene, men til støtte vil jeg lige hive en Nobelpristager frem og mane Johs. V. Jensen op af jorden. Jeg tillader mig at citere frit fra fortællingen "Jørgine," en af Himmerlandshistorierne. Jørgine og hendes bror Tinus er fra Kæret, og det er ingen anbefaling, for her bor småfolk fra den laveste, besiddelsesløse klasse, hvor godtfolk ikke har noget at gøre, men med frastand ser hen til kærhusene som til noget hemmeligt besmittet. "De havde leget saa godt sammen Barndommen igennem..." - "Legetøj ejede de ikke meget af, men det var uvurderlige Ting, dem de havde..." - "Jørgine havde to Hjertemuslingeskaller, som var mage, det yndigste lille Skrin til at lukke op og i; indeni forvarede hun et Stykke blegrødt Vat. De var stenrige, de to Børn, indtil de kom i Skole, der lærte de noget andet."

Det kan ikke siges stærkere eller mere gribende. Det er ikke mangel på penge, der ødelægger børns leg og dermed deres livsglæde. Det er derimod mennesker med afstumpede sjæle; mennesker som vil bruge alle midler til at holde andre nede, selv deres fattigdom, og det våben virker desværre. Hvis man tilstrækkelig tidligt får at høre og føle, at mangel på penge gør en til et ringere medlem af samfundet og til et lovligt mobbeoffer, så er vejen banet for udstødelse og ensomhed, og det ved vi: ensomhed er den største risiko for livslængde, sundhed og livskvalitet.

Jeg vil slet ikke anmelde bogen. Det er ikke mit ærinde, og jeg kan kun anbefale enhver at læse den. Jeg vil derimod rase over, at man med vendinger som "Rige børn leger bedst" spænder børn og deres leg for socialismens vogn. Fattigdommens ansigt er afskyeligt, og enhver konservativ politiker vil bekæmpe fattigdom,  hvor man har mulighed for det, men - og nu tager jeg selv en talemåde i brug: Penge er ikke alt. Penge kan ikke alt. Derfor består løsningen af et politisk problem heller ikke altid i tilførsel af penge, af yderligere omfordeling af offentlige midler, af yderligere skatteopkrævning. Intet kan illustrere dette tydeligere end lige netop børns leg. De fattige børn Jørgine og Tinus "legede så godt sammen Barndommen igennem." Hvordan med rige folks børn? For tiden kan man i aviserne læse overskrifter som "Kokainen flyder i Gentofte," og i en undersøgelse foretaget af Center for Rusmiddelforskning for nylig fremgår det, at 7 % af 15-19-årige drenge fra Gentofte kommune gør brug af andre euforiserende stoffer end hash mod 2 % af jævnaldrende drenge i resten af landet. Det tyder ikke på en baggrund i en lykkelig barndom, hvor man "har leget så godt sammen." Som en socialarbejder udtaler det til Berlingske Tidende: "Det kan godt være, at de bor på 400 m2 i en villa på Strandvejen, men hvis det er en au pair-pige, der står for den daglige drift og omsorg, lider de unge et seriøst afsavn." Og med velstanden følger også rigelige lommepenge, der fører ud i kostbart misbrug og et fattigt liv på 1. klasse.

Desværre forser mange socialister sig på andre folks penge. Det kan også være drøjt at se andre mennesker have muligheder, som man ikke selv har eller kan skaffe sig. Det er fristende at give pengemangel skylden for al landsens ulykker og for alle sociale forskelle. En stor økonomisk ulighed i et samfund svækker muligvis dets sammenhængskraft; men det gør mange andre forhold også. Det er ganske legitimt at have tilvejebringelse af økonomisk lighed som politisk mål, men tag ikke børnenes leg ind som et argument. At rige børn skulle lege bedst er den bitreste løgn og det sureste ævl.