Da Oluf og jeg flyttede til Aalborg som helt unge i 1974, havde vi egentlig aldrig troet, at vi her ville finde blivende sted. Oluf skulle ”bare lige” have tre måneders arbejde på en psykiatrisk afdeling. Så vi kom til Aalborg på et tre-måneders vikariat, og vi blev på livstid! Hvorfor? Fordi alting gik så let i Aalborg. Alle udfordringer havde en tendens til at løse sig selv i samme øjeblik, man tog fat på dem. Der var over folk og by en åben og uforfærdet ”hvorfor ikke-holdning.” Vi faldt pladask for byen og landsdelen. Det var meget spændende år i 70-erne. Universitetet kom til, og jeg fik tidligt fornøjelsen af at være med. Skabelse af universitetets identitet var i høj grad et spørgsmål om kulturel integration. Teknikum, Den sociale Højskole m.fl. skulle samles under én hat, et universitetscenter. Det er pragtfuldt, som Aalborg Universitet nu markerer sig i 1. række. Især glæder jeg mig over, at vi også har fået jura og medicin, nogle af de klassiske kernestudier. Nu skal vi bare have flere pladser!

Oluf slog sig ned som praktiserende læge i Jens Bangs Stenhus, og jeg fik et drømmejob ved Nordjyllands Amt, hvor jeg efter at have arbejdet på mange forskellige felter arbejdede som kulturchef gennem mange år indtil den kommunale strukturreform i 2007. Byen og landsdelen var og er sprællevende med en frodig og saftig kultur. At vi har både et landsdelsorkester og en landsdelsscene betyder mere for kulturlivet, end de fleste gør sig klart i det daglige.

Vi købte et dejligt hus på Hr. Hennekes vej, næsten så tæt på centrum, som man kan komme, og her bor vi stadig. Huset er som den berømte damesko. Skønt det ikke er særlig stort, kan det alligevel rumme meget. Her har vi boet ene to uden at måtte råbe til hinanden, og her har været plads til tre børn + en udvekslingsstudent i ny og næ.

Vores tre børn kom til at vokse op det bedste sted af alle. Byen er stor nok til at byde på det hele, og samtidig overskuelig og tryg. Børnehaven Tusindfryd, Klostermarksskolen, Katedralskolen og Aalborghus Gymnasium. Jeg blandede mig i bestyrelsesarbejdet de fleste steder.

I 2001 blev jeg (nok en gang) spurgt, om jeg ville stille mig til rådighed for Det konservative Folkeparti ved byrådsvalget. Denne gang sagde jeg ja. Nu var børnene store og delvist bortfløjne. Nu syntes jeg, at jeg havde tiden til det. Døgnet har kun 24 timer, og de opgaver, som man påtager sig, skal man også løse. Til min store glæde blev jeg valgt ind.

I 2009 blev jeg også valgt til Regionsrådet. Det er virkelig godt at sidde med begge steder. Regioner og kommuner har formelt set hver deres opgaver, men i virkelighedens verden er der overlap og grænsestridigheder og kassetænkning. Sundhedsopgaverne, hele psykiatrien, det specialiserede socialområde…

Når jeg ikke er i Nordjylland, er jeg på Tunø. Her ligger vores sommerhus. Her kan vi trække stikket ud og tage en tur i havkajakken eller jollen.

I Aalborg er der alt til både krop og sjæl: byens mange kulturtilbud, fitness centret og ikke mindst Budolfi Kirke, hvor Oluf gennem flere år har været aktiv i menighedsrådet og hvor jeg nu har taget over som medlem og kontaktperson. Nordjylland er hele Danmarks åndehul.

Lykken er at få lov at bruge sine kræfter på dem og det, som man elsker.