Region

Regionerne

 

For en konservativ politiker kan diskussionen om indholdet i den regionale politik ikke adskilles fra debatten om den regionale struktur. Det var en klar konservativ holdning op til kommunalreformen i 2007, at de tre administrative og skatteudskrivende lag: stat, amt og kommuner skulle erstattes af to lag. Det var vores opfattelse, at vi herved kunne etablere en struktur, som ville gøre opgaveløsningen enklere, mere hensigtsmæssig og ikke mindst billigere.

 

Vi fik som bekendt afskaffet det ene skatteudskrivende lag: amterne, men vi har stadig tre administrative lag, og siden etableringen af regionerne har der været en fortløbende diskussion om snitfladen mellem kommuner og regioner og mellem regioner og stat. Regionerne varetager tre store opgaveklumper: Sundhedsopgaverne, som langt den største klump; sygehuse og primær sundhedstjeneste. Hertil kommer de højt specialiserede tilbud inden for såvel det sociale område som undervisningsområdet samt den lidt diffust afgrænsede opgaveklump, der kaldes ”regional udvikling.”

 

Hvad skal der ske med sundhedsområdet?

 

Man kan sikkert godt overlade den primære sundhedstjeneste til kommunerne. De vil være de nærmeste til at slås for dækning af lægemanglen i yderområderne, og den primære sundhedstjeneste er vital for kommunerne i arbejdet med forebyggelse og genoptræning. Men hvad med hospitalsvæsenet? Kan man forestille sig det udviklet og drevet uden regional politisk indflydelse? Hvis man udelukkende betragter et hospital som en virksomhed, er svaret ja. Man kan sagtens forestille sig hospitalerne drevet under en ansvarlig professionel bestyrelse. Men et hospital er meget mere end en virksomhed. Den er en vidensinstitution, en kæmpearbejdsplads, en driver for den erhvervsmæssige, økonomiske og generelle udvikling i den region, hvori det ligger. Vi ved, at vi aldrig havde fået det nye universitetshospital til Aalborg eller til Aalborg øst, hvis ikke stærke lokale og regionalpolitiske kræfter havde arbejdet for det. Vi havde heller ikke fået et universitet eller en lægeuddannelse. Kald det ”region,” eller kald det hvad som helst, men et hospitalsvæsens overordnede ledelse skal være politisk.

 

Sygehusene

Almen praksis

Specialområdet

Det er min opfattelse, at regionerne må siges at have løst sundhedsopgaverne godt.

 

Ventelisterne til især ortopædkirurgisk behandling er væk. Kræftpakkerne har gjort, at overlevelseschancerne for danske kræftpatienter nu er omtrent lige så gode som i de lande, vi normalt sammenligner os med, og selv om det ikke går så hurtigt som ønsket, nærmer vi os løsningen af den store IT-udfordring, som hedder fælles digital patientjournal.

 

Borgerne skal opleve, at hjælpen hurtigt når frem, når man har brug for den. Det er ikke acceptabelt, at der er hjørner i regionen, hvor man kan vente mere end 20 minutter på 1. ambulance eller læge.

 

Ingen skal sendes rundt i systemet fra seng til seng, fra sygehus til sygehus.Patienten skal opleve, at systemet samler sig som en helhed omkring den enkelte. Vi har gennemført en ny struktur på vores sygehuse, så vi ikke længere har sygehusene opdelt i afdelinger. I stedet taler vi om "fælles akutmodtagelser" og "sammenhængende patientforløb, " men det må ikke forblive ved ord alene.

 

Der skal være rent på sygehuset! Vi har sparet for meget på rengøringen. Væk med infektionerne. Det er helt basalt og nødvendigt.

 

Maden på sygehuset skal være både sund, lækker og rigelig. Der må gerne kræses for patienten. Så spiser man bedre og kommer sig hurtigere, og udgiftsmæssigt betyder det så lidt.

 

 

Det danske sundhedssystem hviler på en forudsætning om, at alle har adgang til at få tildelt en alment praktiserende læge. Den praktiserende læge som ”gatekeeper” til det specialiserede sundhedssystem og som den, der samler trådene om den enkelte patient er afgørende for, at hele vores sundhedsmodel holder.

 

I landets yderområder har det imidlertid gennem de senere år knebet med at få afsat det aftalte antal ”ydernumre.” Et ydernummer er en adgang for en læge til at praktisere med honorardækning fra Regionen i henhold til overenskomst. I Aalborg har problemet været størst i den østlige og den nordøstlige del af kommunen, men hidtil har det været muligt at sikre alle, herunder også de mange nye studerende, der hvert år kommer til byen, en egen læge. For Konservative er dette meget afgørende.

 

I regionen uden for Aalborg vokser problemet. I Thy driver Falck Healthcare nu klinikker to steder. I Pandrup driver regionen selv en klinik. Nye "dækningsløse områder" må forudses.

 

Det er en ulykkelig situation, som skyldes, at der gennem mange år er uddannet alt for få speciallæger i almen medicin. Desuden har regionerne været alt for lidt fleksible og har udvist alt for ringe forståelse for de praktiserende lægers situation.

 

Hvis vi skal undgå, at "egen læge" bliver et gode, som er forbeholdt folk i de større byer, er det nu, der skal handles. Overenskomsten rummer masser af muligheder for kreative løsninger. Etablering af regionale klinikker med regionalt ansatte læger må ikke blive andet end en nødløsning.

 

Det danske familielægesystem er utrolig billigt og af høj kvalitet. Andre lande misunder os det. Vi må ikke sætte det over styr af begejstring for mere ”fancy” og tillokkende specialer for yngre læger, og regionerne må holde op med at betragte den praktiserende læge som det ustyrlige fremmedlegeme i systemet.

Inden for det specialiserede område skal regionerne stille de tilbud til rådighed inden for social- og undervisningsområdet, som kommunerne ønsker. Det er kommunerne, som har ansvaret for opgaverne, og de kan vælge at løse dem selv eller købe ydelserne hos regionen. Der har siden kommunalreformen vist sig en tydelig tendens til, at kommunerne vælger at løse opgaverne selv. Det har ført til lukning af specialbørnehjem og andre institutioner f.eks. Foldbjergcentret i Vrå, som var et døgnbehandlingstilbud til misbrugere. Det har også sat de tilbageblevne regionale tilbud under pres.

 

Denne udvikling bekymrer mange, men den konservative holdning er, at man ikke både kan blæse og have mel i munden. Når kommunerne har fået ansvaret for opgaverne, må man også have den fornødne tillid til, at kommunerne kan løse dem. At kommunerne gør det anderledes, behøver absolut ikke at betyde, at de gør det ringere. Men udfordringen er stor! Hvis ekspertise skal fastholdes, skal der en bestemt kritisk masse til. Hvis få, højt specialiserede regionale institutioner erstattes af mange små kommunale institutioner, vil det stille nye krav til vidensopsamling og erfaringsudveksling. I en stor kommune som Aalborg er der ingen grund til bekymring. Kommunen har en størrelse, der gør det muligt at løse egne opgaver i eget regi. Situationen er en helt anden for de små kommuner.

 

Det vil være helt uden mening at tilbageføre opgaver inden for specialområdet til regionerne. Det vil være en hån mod de kommuner, der har investeret og indrettet sig på selv at løse opgaverne, og det vil være helt urealistisk at tro, at man bare lige kan tænde for en kontakt og bringe gamle institutioner og specialister til live igen. Det vil være spild af resurser.